Traditionelle fællesskaber er bygget op omkring lokalitet og gensidig afhængighed, mens moderne fællesskaber er bygget op omkring formål og ideologi. Udforsk den skiftende betydning af fællesskab og nye former for solidaritet.
Landbrugssamfund var baseret på en socioøkonomisk struktur, der var velegnet til naturligt at legemliggøre og reproducere de karakteristiske elementer i landsbysamfund: lokalitet, social interaktion og en følelse af fælles sammenhængskraft. Inden for denne struktur kunne folk stole på hinanden for at overleve og trives. Mens fællesskab i traditionel forstand kun kunne anvendes på grupper, der besad alle disse tre elementer, har moderne menneskers ønske om og stræben efter fælles liv rykket grænserne for det oprindelige koncept og ført til nye former for fælles bevægelser, der forfølger fælles mål og ideologier. Disse ændringer er blevet mere udtalte i takt med industrialiseringens og urbaniseringens fremskridt. Med de traditionelle landsbysamfunds hurtige tilbagegang begyndte folk at søge nye former for fællesskab, med fokus på at lægge grundlaget for, at mennesker fra forskellige sociale, kulturelle og økonomiske baggrunde kunne mødes og samarbejde og sameksistere på nye måder.
Et bysamfund er et intentionelt fællesskab snarere end et naturligt forekommende fællesskab, hvor de faciliteter, ressourcer og institutioner, der er nødvendige for at leve, arbejde og lege i en by, er centreret omkring det sted, hvor mennesker bor. Blandt disse "intentionelle fællesskaber" er en kommune en kommune, hvor medlemmer er geografisk tæt på hinanden, interagerer på daglig basis inden for visse grænser og er tæt integreret følelsesmæssigt. Kommunen er præget af et kommunistisk system, der forbyder privat ejerskab af produktion og ejendom, og i fællesskab fordeler og forvalter alt, og dens medlemmer lever frivilligt sammen under et ideologisk banner fra begyndelsen. I en kommune løses alle økonomiske aktiviteter, menneskelige relationer og kulturelle aktiviteter i fællesskab, og et selvforsynende levesystem, såsom bolig- og arbejdsforhold, er en forudsætning.
I byerne er det dog vanskeligt at skabe et selvforsynende system af samfundsliv som fx en kommune, hvorfor man forsøger at organisere sociokulturelt homogene kræfter med en stærk fælles komponent ved at udnytte eksisterende fysiske forhold, hvor mulighederne for gensidig kontakt er relativt høje på grund af den rumlige nærhed, og hvor det er relativt nemt at opdage fælles interesser. For eksempel inden for urbane boligkomplekser kan offentlige rum eller samfundscentre, hvor beboerne kan mødes ofte, bruges til at være vært for en række programmer, der fremmer fælles interesser og interaktion. Disse indsatser spiller en vigtig rolle i at styrke båndene mellem beboerne og øge sammenhængskraften i samfundet. Disse programmer giver også beboerne mulighed for at opnå en dybere forståelse og respekt for hinandens liv, hvilket i sidste ende bidrager til at forbedre kvaliteten af fællesskabet.
Der er også en tendens til at danne "kooperativer", som er formålsorienterede grupper af mennesker med et enkelt formål eller ideologi baseret på en fælles interesse i et eller to af de vigtigste områder i livet. Naturen af virkelige bysamfund er imidlertid ikke let at kategorisere, da de manifesterer sig i forskellige kombinationer af fælles elementer. Eksempelvis er et bofællesskab, såsom en lejlighedsbygning, karakteriseret ved kollektivisering af boligfaciliteter fra opførelsestidspunktet, så det har en høj grad af lokalitet, eller rumlig nærhed, men ikke en høj grad af homogenitet i medlemmernes fornemmelse af formål eller værdier.
Kooperativer kan siges at have en udpræget værdiorientering, dog mindre end ideologiske foreninger, idet de samler mennesker med et fælles formål og søger at udbrede og uddybe deres unikke ideologi i processen med at realisere dette formål. Der er dog en vis fleksibilitet i den forstand, at lokaliteten kan eller måske ikke ligger tæt på, hvor deltagerne bor. Kommuner er både lokale og ideologiske, fordi de deler det meste af deres liv tæt, hvorimod ideologiske foreninger ikke lægger vægt på rumlig nærhed.
Som sådan har kommunale bevægelser en tendens til at fremme social og kulturel homogenisering blandt medlemmer med heterogene værdier og holdninger til livet, mens deltagernes interesser og tænkning ikke er begrænset til individuelle interesser eller gruppeegoisme, men har en tendens til at tage hensyn til det gode i kvarteret, fællesskabet, og civilsamfundet som helhed. Hvis samfundsbevægelser er i stand til at udvikle en sådan individuel bevidsthed og ændre deres tankegang, kan samfundsbevægelser siges at love ændringer i samfundet som helhed, omend meget langsomt. Især, hvis de lykkes, vil de bidrage til dannelsen af social kapital og opbygningen af tillid og derved øge det overordnede niveau af velvære i samfundet og lægge grunden til yderligere bæredygtig udvikling. Dette vil igen spille en vigtig rolle i at genfinde værdien af fællesskab og etablere en ny fællesskabskultur i det moderne samfund. Fællesskabsbevægelser kan også spille en vigtig rolle i at overvinde økonomisk ulighed og social marginalisering. På den måde kan de være med til at skabe et mere rummeligt og retfærdigt samfund.
