I dette blogindlæg udforsker vi Platons kritiske syn på skrivning og de filosofiske grunde til, at han valgte at skrive trods sin mistillid.
Mange filosoffer har haft ret negative synspunkter på skrivning og læsning. De foragtede bøger og mente, at den visdom, man fik fra dem, var falsk og langt fra virkeligheden. Roden til denne holdning til bøger ligger Platon. Platon var en filosof, der udtrykte sin aversion mod at skrive tydeligere end nogen anden. Han skrev dog så meget, at det siges, at "Platon døde, mens han skrev", og han efterlod værker, der var mere omhyggeligt polerede end nogen anden filosofs. Så hvorfor udviklede Platon så negative synspunkter på skrivning og skrevne ord? Platon understregede, at skrivning ikke altid er en god ting. Han mente, at sand visdom kun kan opnås ved at modtage levende lærdomme, huske dem og internalisere dem. Men da skrevne ord kan henvises til, når det er nødvendigt, er der ingen grund til at huske dem.
Han var bekymret for, at skrivning ville gøre hukommelsen stadig mere ubrugelig og føre til mere glemsel og tab. Platon mente, at skrevne tekster blot var kopier af "levende, sjælfulde ord (sandhed)" og ikke var andet end en eksternalisering af det indre sind. Derfor mangler skrevne optegnelser sindets indre natur. For Platon er viden ikke blot efterligning, men den perfekte forening af videnssubjektet og vidensobjektet, det vil sige "selvtilstedeværelse". Derfor hindrer det aktiv selvtilstedeværelse gennem hukommelsen og resulterer i dens tab, hvis man stoler på bogstaver og tekster skrevet med bogstaver.
Platons synspunkt kommer tydeligt til udtryk i hans bog Fædrus. I en samtale mellem Sokrates og Fædrus argumenterer Sokrates for, at skrivning forringer den menneskelige hukommelse og gør folk afhængige af eksterne optegnelser, hvilket i sidste ende forhindrer dem i at opnå sand visdom. Denne samtale afspejler Platons dybe bekymring over farerne ved at skrive. Platon mente, at det var vigtigt at videregive visdom gennem levende samtaler og direkte uddannelse. Dette viser, at hans filosofi var et forsøg på at overskride begrænsningerne ved at skrive.
Men er det virkelig muligt at opnå perfekt selvtilstedeværelse uden nogen form for formidling? I forbindelse med dette spørgsmål bør vi overveje Platons udsagn om, at "seriøse mennesker skriver ikke om alvorlige (vigtige) sager." Med andre ord betyder det, at skrifter om alvorlige emner ikke bør tages alvorligt. Jo mere alvorligt og vigtigt emnet er, desto mere bør man afholde sig fra at skrive om det, og selv hvis man gør det, bør man ikke tage det for alvorligt. Platon selv skrev dog disse ord. Faktisk modsiger Platon selv sig selv. Dette skyldes, at han skrev udførligt om meget alvorlige emner som sandhed og løgn, godt og ondt og død. Han var en meget alvorlig person, og de emner, han behandlede, var også alvorlige og vigtige.
Så begår Platon en selvmodsigelse her? Ved første øjekast virker det modstridende, men her kan vi se den spænding, der eksisterer mellem filosofi og tekst. Filosofi søger altid at transcendere tekst og konfrontere problemerne med virkelighed og sandhed. Dette skyldes, at tekst ikke kan indfange virkelighedens helhed eller afsløre levende sandhed. Denne transcendens kan dog kun opnås gennem bogstaver og tekst. Filosofi og tanke kan opretholdes og vedligeholdes gennem bogstaver og tekst.
Platons dobbelte holdning var mulig, fordi han var filosof. Filosoffer er mennesker, der konstant søger sandhed og i processen sætter spørgsmålstegn ved og undersøger de teorier og hypoteser, de har etableret. Derfor havde Platon, selvom han klart anerkendte begrænsningerne ved skrivning, intet andet valg end at skrive for at udvikle sin filosofiske tænkning. Hans skrifter er ikke blot et middel til at formidle viden, men fungerer som værktøjer, der konstant stiller spørgsmål til læserne og stimulerer deres tænkning. Dette forklarer, hvorfor Platons filosofi, samtidig med at den understregede livlig dialog og uddannelse, kunne videregives og udvikles kontinuerligt gennem skrivning.
Desuden efterlod Platon sig mange skrifter, på trods af sit negative syn på skrivning, hvilket viser, at hans filosofiske tænkning var endnu mere detaljeret og dybdegående. Hans værker er ikke blot optegnelser, men resultater af filosofisk undersøgelse, og de havde stor indflydelse på senere filosoffer. Derfor er Platons kritik af skrivningens begrænsninger et vigtigt spor til at forstå dybden af hans filosofi.
Platons filosofiske holdning giver os mange lærdommer i dag. I det moderne samfund udsættes vi for en enorm mængde information og viden i skriftlig form. Men som Platon advarede om, må vi erkende, at det at stole på skrift kan hindre os i at nå sand visdom. Sand viden er ikke blot akkumulering af information, men snarere processen med at internalisere den og gøre den til vores egen.
