I dette blogindlæg vil vi reflektere over den indre uro hos mennesker, der er splittet mellem begær og fornuft, set fra Aristoteles og Sokrates' perspektiver.

Det menneskelige begærs dilemma set gennem Sokrates' debatter

Den antikke græske filosof Aristoteles identificerede tre moralske tilstande, som mennesker bør undgå: "laster", "bruskhed" og "akrasia". Af disse oversættes "akrasia" generelt til "mangel på selvkontrol" eller "manglende evne til at følge fornuften", og er et begreb, der symbolsk repræsenterer konflikten mellem fornuft og begær i det menneskelige sind.

Hvorfor afviste Sokrates "manglende selvkontrol"?

Begrebet akrasia har længe været et emne for debat i oldtidens filosofi. Sokrates indtager en ret radikal holdning. Ifølge ham vil en person, hvis de virkelig ved, at noget er "dårligt", aldrig gøre det. Alle forkerte handlinger stammer fra uvidenhed, og sand viden fører til rigtige handlinger. Fra dette perspektiv holder selve begrebet "mangel på selvkontrol" ikke vand. Dette skyldes, at hvis en person rent faktisk har gjort noget forkert, er det fordi de ikke vidste, at det var forkert, hvilket er uvidenhed, ikke en "mangel på selvkontrol".

Aristoteles' modargument: Virkeligheden er anderledes

Aristoteles påpeger dog, at Sokrates' teori er langt fra det faktiske menneskeliv. Han argumenterer for, at "folk ofte begår forseelser, selvom de ved, at det er forkert." Med andre ord, selvom vi er fuldt ud klar over, at en bestemt handling er forkert, er der mange tilfælde, hvor vi ikke er i stand til at udøve rationel dømmekraft, fordi vi er påvirket af stærke ønsker eller følelser.
For eksempel, tænk på en person, der ved, at de burde spise mindre for deres helbreds skyld, men bukker under for fristelsen af lækker mad foran sig. De har allerede taget den teoretiske beslutning om, at de "ikke burde spise", men deres øjeblikkelige begær overdøver denne beslutning, og de ender med at vælge at spise. Aristoteles så denne tilstand som et klassisk eksempel på akrasia, eller mangel på selvkontrol.

Akrasiens to ansigter: begær og vrede

Aristoteles opdeler yderligere akrasia. Han opdeler situationer, hvor selvkontrollen går tabt, i to brede kategorier. Den første er, når man ikke kan kontrollere sine fornøjelser eller begær, og den anden er, når man ikke kan kontrollere sin vrede.
For eksempel er en person, der beslutter sig for at gå på kur, men ikke kan modstå fristelsen til at spise, et tilfælde, hvor begæret midlertidigt overvinder den rationelle vurdering af, at de ikke bør spise i det øjeblik. På den anden side, når vi bliver fornærmet, advarer vores fornuft os om at beherske os selv, men vores følelser opfordrer os til at gengælde. Hvis vi ikke kan kontrollere vores vrede og reagerer voldsomt, er dette også et eksempel på akrasi.
Aristoteles sammenligner de to tilfælde og siger, at det er mere skamfuldt ikke at være i stand til at kontrollere sine lyster end ikke at være i stand til at kontrollere sin vrede. Dette skyldes, at lyster i højere grad ignorerer fornuft. Vrede kan nogle gange retfærdiggøres af fornuft, men lyster er udelukkende drevet af impulsen til nydelse.

Hvordan er "umådehold" og "mangel på selvkontrol" forskellig?

Aristoteles mener, at det er nødvendigt at skelne mellem akrasia og "umådehold" (akolasia). Begge begreber er relateret til fysiske lyster og fornøjelser, men der er en væsentlig forskel mellem dem.
En umådeholden person søger nydelse efter rationel dømmekraft. Med andre ord har han ingen bevidsthed om, at han bør begrænse sine lyster og handler med selve nydelse som sit mål. Derfor har han ingen fortrydelse eller anger. Det er snarere mennesker, der "rationelt" har struktureret deres liv omkring nydelse. I sådanne tilfælde er forandring og korrektion vanskelige, fordi de ikke har nogen bevidsthed om, at de gør noget forkert.
På den anden side træffer mennesker, der mangler selvkontrol, de rigtige beslutninger, men bukker under for deres øjeblikkelige ønsker og følelser. De ved, at de vil fortryde det senere, og de ved, hvad der er rigtigt, men de er ude af stand til at handle på det. Aristoteles vurderer dem som mennesker, der har potentiale til at forandre sig og derfor er meget bedre end mennesker, der er uhæmmede.

Kan manglende selvkontrol afhjælpes?

Aristoteles mener, at mennesker, der mangler selvkontrol, endnu ikke er fuldstændig "korrupte". De kender den rette vej og har nogle gange viljen til at følge den. Selvom de midlertidigt kan bukke under for deres ønsker og følelser, har de ikke fuldstændig mistet deres dømmekraft. Sådanne mennesker kan overtales og kan gradvist forbedre sig gennem træning.
På den anden side er mennesker, der er uhæmmede, vanskelige at rette op på. Dette skyldes, at de ikke er bevidste om, at de gør noget forkert, og udelukkende baserer deres liv på nydelse. Akrasia og acolasia er således ikke blot forskelle i moralsk tilstand, men vigtige kriterier, der adskiller menneskers indre struktur og muligheden for moralsk genopretning.

Konklusion: Hvorfor undlader mennesker nogle gange at følge fornuften?

Det ældgamle filosofiske spørgsmål: "Fører viden til handling?" er stadig gyldigt i dag. Aristoteles viser overbevisende, at menneskelig adfærd ikke blot er et spørgsmål om viden, men en kompleks kombination af følelser, ønsker og situationsbestemte forhold.
Vi oplever alle sommetider situationer, hvor vi "ved, men ikke kan gøre". Dette er et bevis på, at mennesker ikke blot er rationelle maskiner, men væsener, der påvirkes af følelser, ønsker og omstændigheder. Men selv midt i sådanne udsving er det at stræbe efter at følge fornuften, hvad Aristoteles omtalte som et liv i dyd.