Mens renæssancekunstnere fokuserede beskuerens blik lige frem, brugte barokkunstnere anamorfoseteknikken til at gøre forvrængede figurer synlige fra en bestemt vinkel eller gennem et spejl. Dette gjorde det muligt for beskueren at engagere sig aktivt i værket og genfinde betydningen af kunst.
Renæssancekunstnere repræsenterede typisk genstande ved at placere beskuerens øje forrest i maleriet. De forventede, at beskueren havde et fast synspunkt, når han så værket, så hvis beskueren så på maleriet fra en meget skrå vinkel, ville tingene virke forvrænget. Dette gjorde den korrekte placering af beskueren til en vigtig udfordring, og Francesca, en datidens teoretiker, argumenterede endda for, at beskuerens synsfelt skulle være inden for en 90-graders vinkel fra forsiden af maleriet. Dette viser, at renæssancekunsten lagde vægt på frontalitet og balance.
Denne tilgang begyndte dog at ændre sig over tid. I barokken så kunstnere ikke disse forvrængninger som et problem, der skulle løses, men snarere som en kreativ måde at udtrykke sig på. Dette er, når en separat maleteknik kaldet anamorfose udviklede sig. Anamorfose, eller forvrængning, er den ekstreme forvrængning af et objekts form, hvilket gør det svært at genkende, hvad der afbildes forfra. Der er to typer forvrængning: kvadratisk forvrængning og reflekterende forvrængning. Hvis seeren ser den korrekte form af dværgen, når han ser på skærmen fra et bestemt punkt, kaldes det en firkantet dværg, fordi punktet altid er i en firkant i forhold til skærmen. Også, hvis et cylindrisk spejl er placeret rundt om dværgen, og dværgen ser ud til at være korrekt formet gennem spejlets refleksion, kaldes det en reflekterende dværg.
Disse teknologiske fremskridt er gået videre end blot at fiksere beskuerens blik og har bevæget sig i retning af at understrege interaktionen mellem beskueren og kunstværket. En beskuer, der er vant til at se på et maleri forfra, kan blive forvirret, når de først ser en dværg, og opfatter den som en slags "klat" snarere end et objekt. Men ved at omplacere sig selv eller stille et spejl foran det, forvandles klatten til en meningsfuld form, og først når beskuerens position eller beskuerens handlinger opfylder visse betingelser, opstår det originale billede, som kunstneren havde til hensigt at udtrykke. Det billede, som kunstneren skjuler i form af en dværg, kan ikke afsløres uden beskuerens deltagelse, så beskueren deltager aktivt i beskuelsen af maleriet uden at indse det for at fatte kunstnerens skjulte tanker.
Denne fascination af anamorfose har fascineret både forskere og kunstnere. Niceron bemærkede for eksempel, at mens dværgene betragtes som kaos af almindelige seere, kan den seer, der finder det rigtige perspektiv, genkende skjulte sandheder. Dette tyder på, at dværgen ikke blot er et forvrænget billede, men et redskab, der fuldender værkets mening gennem beskuerens aktive deltagelse i at opdage sandheden.
På grund af dets unikke udseende er anamorfose kun blevet betragtet som underholdning for visse mennesker i vestlig kunsthistorie. Det hævdes også, at der, især i tilfældet med den firkantede dværg, ikke er meget forskel på den og de ovenfor beskrevne renæssancemalerier med hensyn til påskønnelse. Men på trods af disse kritikpunkter er betydningen af dværgstatuen, at beskueren, der passivt har set på maleriet fra en fast position foran beskueren, bliver en aktiv deltager i processen med at se korrekt på statuen og finder kunstnerens intention og tema.
Anamorfose har også fortsat en appel i samtidskunst. Da anamorfoseteknikker anvendes i nye medier såsom digital kunst, kræver flere og flere kunstværker seernes deltagelse og interaktion. Dette fører til et nyt forhold til kunstværket, der bryder væk fra den traditionelle måde at se det på. Kunstnere bruger denne teknik til at skabe en dybere forbindelse med beskueren ud over blot at give visuel nydelse.
Afslutningsvis er anamorfose mere end blot en teknik. Det giver beskueren mulighed for ikke bare at se på et maleri, men at deltage aktivt og bidrage til færdiggørelsen af værket i processen med at opdage skjulte sandheder. I denne forstand spiller anamorfose en vigtig rolle i at genoverveje kunstens natur og måden, vi værdsætter den på.
