Hvad er den rette indstilling til at værdsætte dans? Dette blogindlæg diskuterer den tankegang og tilgang, der er nødvendig for virkelig at forstå og føle dans.
Ligesom andre kunstarter er dans en udadvendt aktivitet, idet den forventer en respons. Det vil sige, at dansere skaber værker, der har til hensigt at formidle deres egne erkendelser til publikum og dele den inspiration, de har oplevet. På dette tidspunkt nærmer dans sig ikke som en simpel sekvens af bevægelser, men som et dybtgående kunstnerisk udtryk. Dansere bruger deres kroppe som værktøjer til at formidle følelser, der ikke kan udtrykkes med ord, og gennem denne proces finder kunstnerisk kommunikation sted. Dans overskrider sprogets begrænsninger og udtrykker universelle menneskelige følelser og oplevelser gennem visuelt sprog. Dette er en af grundene til, at dans er elsket verden over og krydser kulturelle og sproglige barrierer.
Hvordan sker denne kommunikation? På scenen præsenterer danseren de bevægelser, de har skabt med deres krop, for publikum. Disse bevægelser skal i sagens natur bære følelsesmæssig mening og livserfaring. Livserfaringer gengives dog ikke realistisk. For eksempel, når en danser udtrykker smerten ved adskillelse, viser de ikke bogstaveligt talt handlinger som at vifte med hænder, fælde tårer eller omfavne en imaginær figur. I stedet præsenterer de den gennem abstrakte kropsformer. Disse abstrakte bevægelser stimulerer publikums fantasi og muliggør forskellige fortolkninger baseret på individuelle oplevelser. Desuden afspejler danserens fysiske udtryk følelsernes kompleksitet og formidler følelser ud over simpel tristhed. Dette er en af dansens unikke charme.
Danseren forventer, at publikum overskrider deres rolle som blotte tilskuere og deltager i de bevægelser, der udfolder sig foran dem. Selvom de udadtil ser ud til at sidde stille på deres sæder, tror danseren, at publikum vil danse med og bruge hele deres muskelsystem i harmoni. De håber at vække de samme følelsesmæssige associationer hos publikum, der oprindeligt bevægede danseren selv. Først når publikum udtrykker og deler deres egne følelser ved at følge danserens bevægelser, bliver dansen virkelig en fuldendt kommunikationskunst. Denne interaktion gør hvert danseøjeblik mere specielt og gør det muligt for publikum og danser at blive ét.
Det kan dog ikke være danserens eneste mål blot at stimulere publikums følelser. Danseren stræber efter at ændre publikums eksisterende følelser over for et motiv, udvide deres oplevelse og befri dem fra vanemæssige reaktioner. Dette giver dem mulighed for at opfatte og opleve virkeligheden på ny. For at opnå dette mål bruger danseren primært bevægelse, men anvender også andre elementer som scenebaggrund og musik, der kan udløse publikums følelsesmæssige associationer. Belysning og kostumer spiller også afgørende roller og tilføjer dybde til det budskab, danseren søger at formidle. Danserens kostume er ofte så tæt integreret, at det føles som en forlængelse af selve bevægelsen og fungerer som et vigtigt element i at fuldende dansens overordnede æstetik.
Hvordan bør publikum reagere på disse forventninger og indsatser fra danseren? Når publikum møder et kunstværk, danner de fleste naturligt forventninger til værket. De danner forventninger til, hvordan værket kan være, baseret på tidligere æstetiske oplevelser eller viden, information om kunstneren og værket osv. Men i tilfælde af dans vildleder disse forventninger ofte værdsættelsen af værket. Dette skyldes, at publikum ikke selv kan fordybe sig i danserens bevægelser. Mens de værdsætter dans, kan nogle publikummer kun fokusere på ét bestemt aspekt, såsom de former, der tegnes af danserens armbevægelser, eller baggrundsmusikken. Selv i dette tilfælde bruger publikum sanseorganer som syn eller hørelse, men det kan ikke siges, at de fuldt ud ser dansen.
Så hvordan kan man fuldt ud se dans? Med et ord handler det om at blive danser selv. I den forbindelse er en novelle om en landmand værd at referere til. En landmand mistede sin hest. Som følge heraf var han i stand til at finde sin hest. Hvis publikum anvender den samme tilgang som denne landmand, vil de helt sikkert opdage, hvad danseren har til hensigt at formidle. Kun ved at gribe dans an på denne måde kan man virkelig opfatte den som kunst. Desuden er kontinuerlig læring og forståelse af, hvordan man ser på dans, afgørende. Ved at studere danserens intentioner og værkets baggrund, og ved at opleve forskellige dansestykker, kan man uddybe sin påskønnelse af dans. Det er også afgørende at studere dansens historie og opleve forskellige dansestilarter. Dette giver publikum muligheder for at forstå og nyde dans mere dybtgående.
Dans er en kunstform, der er tæt forbundet med vores dagligdag. Hver bevægelse, som en danser udtrykker, legemliggør menneskets natur, følelser og livsfilosofier. Derfor overskrider det blot observation at værdsætte dans; det er også en proces med at reflektere over og få nye indsigter i vores egne liv. Når publikum engagerer sig i dans gennem denne proces, overskrider det blot kunstnerisk udtryk og gennemsyrer dybt vores liv. Desuden får publikum gennem dans muligheder for at udforske deres eget indre jeg og opdage nye følelser. Dette er et af de unikke aspekter, der adskiller dans fra andre kunstformer. Dans er ikke blot bevægelse; den fødes i krydsfeltet, hvor liv og kunst mødes.
